Kategorier
Forskning Interactive HPC Supercomputing UCloud Undervisning Use-case

UCloud giver studerende adgang til avanceret NLP i undervisningen 

På kandidatuddannelsen i Cognitive Science ved Aarhus Universitet spiller UCloud en central rolle i undervisningen i Natural Language Processing (NLP). For underviser og ph.d.-studerende Mina Almasi er platformen afgørende for, at de studerende kan arbejde praktisk med komplekse modeller – uanset deres egen computers begrænsninger.

Fra teori til hands-on læring 

I et hvidt undervisningslokale i Nobelparken står Mina foran 15 studerende. På skærmen bag hende står Python-koden i rette, symmetriske linjer, mens hun forklarer, hvilke kodebiblioteker de studerende skal tilgå.

I undervisningen bruger hun Coder Python-applikationen i UCloud, fordi kurset bygger på Python-programmering. Men valget af platform handler ikke kun om software – det handler om at give de studerende mulighed for at omsætte teori til praksis. 

Tidligere foregik NLP-undervisningen, ifølge Mina, ofte på et mere teoretisk niveau, fordi der manglede adgang til både modeller og computerkraft til at afprøve teorierne i praksis. Især når det gjaldt de store sprogmodeller. Med UCloud kan de studerende nu arbejde direkte med sprogmodeller (LLMs) og bruge kraftfulde GPU’er og CPU’er. Det betyder, at de selv kan teste teorierne og eksperimentere hands-on med de værktøjer, de lærer om. 

”Vi underviser stadig i teorien, men nu kan vi også få de studerende til at bruge værktøjerne i praksis. De kan kode selv og få indsigt i, hvordan en stor sprogmodel fungerer ved at arbejde direkte med den gennem UCloud,” forklarer hun. 

Et standardiseret setup, der demokratiserer klasseværelset 

En anden fordel ved at bruge UCloud i NLP-undervisningen er, at platformen sikrer lige adgang for alle studerende, uanset hvilken computer de har. 

”Der er en form for demokratisering af klasseværelset, fordi man ikke behøver den nyeste computer. Man kan bruge en fem år gammel maskine til at køre meget tunge opgaver, som de nyeste værktøjer inden for Natural Language Processing kræver,” forklarer hun. 

Det standardiserede setup gør samtidig undervisningen mere flydende. Alle studerende arbejder med samme standardkonfiguration i UCloud, så problemer, der opstår, er ens for alle. Det skaber et fællesskab omkring løsningerne, fordi udfordringerne kan adresseres i fællesskab, frem for at enkelte studerende må håndtere dem alene. Som Mina udtaler: 

”I stedet for at stoppe op i undervisningen for at løse individuelle problemer, bliver problemerne kollektive og en mulighed for læring for alle. Hvis vi har en softwareudfordring, for eksempel en Python-biblioteksversion, der er forældet eller ikke kompatibel, påvirker det alle, og vi kan løse det sammen.” 

En forberedelse til arbejdslivet 

For Mina hjælper brugen af UCloud også med at forberede de studerende på den virkelighed, der venter dem, når de er færdige. Mange af de studerende, der går videre til IT-stillinger, vil, ifølge hende, sandsynligvis bruge cloud computing-platforme og ikke kode på deres lokale computere. På den måde bliver undervisningen en direkte forberedelse på fremtidige arbejdsopgaver og giver de studerende erfaring med de teknologier, de kommer til at møde i praksis. 

Råd til andre undervisere 

Mina har brugt UCloud siden sin bachelor og oplever, at platformen gør undervisningen både smidigere og mere engagerende. 

”Jeg anbefaler at andre undervisere gør brug af platformen. Man skal bare gå i gang, men spørg gerne kolleger til råds om, hvordan de bruger det. Få lidt inspiration, for UCloud er et fantastisk værktøj. Det kan rigtig mange ting, men som med andre systemer kan det være lidt overvældende i starten, så det er en god idé at få lidt råd med på vejen, før du går i gang.”